Anne & Kieran

Et smukt, drømmende, eventyrligt boheme bryllup stod klart en smuk sommerdag i august. Jeg er meget taknemmelig for at jeg fik lov til at være en del af Anne og Kieran's store dag. Stemningen var boheme og fantasifuld, med hints til Alice in Wonderland. Sammen med brudeparret var der nøje udvalgt blomster, hvor især den smukke blå kornblomst havde en stor betydning for dem. Der var fokus på kontraster i farver, struktur og overflader. Anne er en meget visuel person, hvilket gjorde hele processen med at udvælge og tilpasse designet, til en leg.

 

Forberedelserne

Vores samarbejde startede ud med et møde, en smuk solskinsdag i Aarhus. Anne og Kieran er til daglig bosiddende i England, og derfor havde vi arrangeret at mødes, når de alligevel var i byen og tale med andre af deres leverandører til brylluppet. Anne og Kieran fortalte meget smukt og beskrivende omkring hvordan de mødtes, hvad de havde af tanker og drømme omkring deres bryllup. Og hvad der for dem var vigtigt, kom med i udsmykningen på deres store dag. Deres øjne skinnede og jeg kunne se og genkende den helt specielle følelse af forventningens glæde. Deres lokation for festen var allerede på plads. Et smukt sted på Mols, hvor nogle store beduin lignede telte skulle danne rammen om deres stores dag. Den overordnede stil vidste de også allerede godt hvordan de gerne ville have. Luksus boheme blandet med eventyr. Jeg fik lavet mig nogle gode notater og tog efter mødet hjem, for at udarbejde et oplæg i forhold til omfang, look og pris.

 

En lille måneds tid før brylluppet, havde vi et sidste møde. Her gennemgik vi sammen detaljerne og valg af blomster. Da der skulle være blomster til både festlokation, kirke og brudeparret, havde jeg til anledningen lavet delelementer af udsmykningen, således Anne og Kieran kunne få et klart billede af, hvad jeg havde tænkt omkring design og specifikke blomster samt farver. Det var rigtig dejligt at konstatere, at det ramte lige hvor det skulle, og at det gav dem en ro at vide at alt var på plads.

 

Klar, parat...!

I dagene op til selve brylluppet, arbejdede jeg hjemme i mit blomsterværksted, med klargøring, bestilling af blomster og planlægning af alle delelementerne i udsmykningen. Eftermiddagen, dagen før brylluppet, blev min bil pakket med alle de smukke varer, og jeg trillede af sted til den utrolige smukke lokation. Her havde Anne og Kieran stillet et rum til rådighed. Det var fantastisk at have mulighed for at lave store dele af udsmykningen på selve lokationen. Og hen over natten og næste dags formiddag, forvandlede alle varerne sig om til et smukt boheme eventyr.

 

Brudens buket og accessories

Annes brudebuket var en håndbundet brudebuket med stilkene ned i skaftet. Omkring skaftet blev der bundet en smuk bomuldsblonde, som var blevet farvet med The, således den fik den helt rigtige glød, der matchede Annes brudekjole. På hovedet bar Anne en smuk blomsterkrans, som matchede brudebuketten. Brystbuketterne til herrerne var lavet også til at passe, men med fokus på det mere rå og maskuline. Således var den lavet med bl.a. sukkulent blade og sejlgarn. Også brudepige buketterne var i samme farveskala som Annes brudebuket og matchede resten af udsmykningen smukt. Som bånd om deres buketter, var der valgt et velourbånd i støvet oliven, så det matchede pigernes kjoler.

 

Kirkeudsmykning og beduintelte til fest

Kirken var pyntet både udenfor og inde, med store dekorationer ved indgangen til kirken, samt ved alteret. Også langs bænkene var der pyntet op med blomster. De store dekorationer var lavet i et let udtryk med et spirende udtryk, opstillet på en rustik piedestal af grene. Disse dekorationer blev efter vielsen flyttet med tilbage til selve festen, hvor de blev stillet op ved indgangen til de store smukke beduin telte. Et telt hvor Anne og Kieran havde arrangeret at gæsterne blev placeret ved store massive plankeborde med tilhørende bænke. Og i taget hang de fineste olielanterner til at lyse op, når solen gik ned.

 

Selve bordene til festen i de fantastiske beduintelte, var dekoreret med masser af blomsterkugler, vaser og grønne planter. Kugler af forskellige størrelse, med fokus på kontraster og struktur, var løst fordelt ned langs midten af de store massive plankeborde. Vaserne var løst arrangeret så det ikke var for stramt i sit udtryk. Og blandt vaser og blomsterkugler var der placeret forskellige grønne elementer, blandt andet Muhlenbeckia, forskellige husløg og sukkulenter. Nogle i vaser og andre renset for jord og lagt direkte på bordene.

 

Anne og Kieran var ved valget af deres lokation for festen, blandt andet faldet for den meget smukke natur og de muligheder grunden gav. Der var ca. 100 meter fra hvor teltene blev stillet op, den hyggeligste lille oase med shelters og bålplads. Så fra telte til shelters lavede vi en smuk gangsti, der blev markeret med en lang række af spyd, hvor der på hver anden hang en lanterne med lys og en med en vase med blomster.

 

Tak

Tusinde tak til Anne og Kieran for at jeg må dele billederne fra Jeres store dag, og at I har taget Jer tid til at komme med feedback fra vores samarbejde.

Drømmer du også om et boheme bryllup? Kontakt mig allerede i dag, for en uforpligtende snak!