Mit navn er Maria Hansen og jeg er kvinden bag Fru Hansen blomster

Tak fordi du viser interesse for mig og mit virke​

Kort

Jeg brænder for det jeg laver. Punktum.

Jeg har hele mit liv arbejdet med kreativitet og det at udarbejde et specifikt produkt til kunder. Med mig som jeres florist, om det er b2b eller b2c, kan I altid forvente at få engageret, kompetent og serviceminded vejledning. Jeg tager jeres drømme, visioner og ønsker og skaber bedst mulige resultat tilpasset jeres budget.

Langt

En barndom fyldt med kreativitet

Hele mit liv har jeg brændt for kreativitet og leg. Det er det der er min gnist og det som sender mig af sted på eventyr! Jeg kommer fra en kreativ familie, hvor især kvinderne har haft en stor betydning for, hvor jeg er i dag.

Det at skabe med hænderne, har været en følgesvend i mit liv fra jeg var ganske ung. Min mormor, som var uddannet dameskrædder for de fine fruer i Aarhus, lærte mig både at brodere, strikke og sy. Hun lærte mig at tænke kreativt, i billeder og omsætte det til noget konkret. Hun lærte mig ikke at være bange for at afprøve nye teknikker og lege mig til ny viden. En grundsten for den måde jeg til stadighed arbejder på og ud fra.

Nogle af de dejligste minder om blomster fra min barndom er fra min mormors have, hvor hun hver sommer havde de smukkeste ærteblomster, der kravlede op af husmuren. Og hvordan vi børnebørn fik lov til at tage en saks og udvælge os de aller smukkeste til hendes vaser. Og duften…. Duften af ærteblomster er for mig i dag, indbegrebet af dansk sommer. 

Ærteblomster er den dag i dag en af mine absolutte favoritter og en blomst jeg bare dyrke hvert år i min skærehave.

Min vej til at blive selvstændig

Vejen til selvstændig florist har bestemt ikke være snorlige. De første mange år af mit voksenliv var jeg sikker på at det var inden for modeindustrien at min vej skulle være. Jeg har foruden min uddannelse som blomsterbinder, uddannet mig inden for blandt andet design og indkøb. Jeg har arbejdet som skrædder ved anerkendt kjoledesigner i Aarhus og senere hen arbejdet +5år som kreativ indkøber ved stor international konfektionsvirksomhed.

Kort fortalt blev hele den kreative fase som kreativ indkøber for lang og ufleksibel for mig. Jeg fandt mig pludselig meget langt væk fra slutbrugeren. Og den tid det tog fra en ide blev født til den var færdig, fjernede det spontane, legende og umiddelbare.

Det blev et farvel til konfektionsindustrien og et stort, varmt goddag til blomsterne og naturens verden. Gennem intensiv uddannelse som blomsterbinder, oplevede jeg på ny at blive helt og aldeles opslugt i det jeg foretog mig. Jeg fik bogstavelig talt hjertebanken og oplevede verdenen på ny. Pludselig åbnede sig en verden af farver, teksturer og former omkring mig. Om jeg kørte i bil, gik tur med mine børn eller var rundt i skolens enorme park, på jagt efter de helt rigtige materialer til næste opgave.

Jeg elsker at arbejde med naturlige, forgængelige materialer – specielt de sæsonbestemte. Det er her og nu, i nuet. Og om dage, uger eller måneder er det ikke længere muligt at skaffe den samme ingrediens og man må vente til sæsonen starter på ny.

At arbejde med blomster er et “quick-fix” af adrenalin, hvor processen fra jeg køber materialerne hjem, til jeg afleverer det til min kunde, er kort og intens. Det er at leve her og nu. Jeg ser det at arbejde med blomster og visuel formidling som et vigtigt og stort ansvar. Jeg tager dine drømme og ønsker og sammen skaber vi magi.

Danskproducerede blomster

Mit værksted er min base og det er herfra jeg producerer og leverer til både private begivenheder og virksomheder. Mange af mine varer, specielt i vinterhalvåret, bestiller jeg hjem via auktion i Holland, som jeg så kan hente hos en grossist den efterfølgende dag. Så snart det er muligt, forsøger jeg dog at nudge mine kunder til overvejende at købe danske sæson produkter. Jeg samarbejder med en dansk frilandsproducent, Vitved Østergård som er lokaliseret lidt uden for Skanderborg. De producerer de smukkeste sommerblomster og grønt af høj kvalitet. Du kan tjekke deres Instagram profil ud her
 
Derudover dyrker jeg selv blandt andet udvalgte tulipaner, som for hvert år vokser i omfang og udvalg. Her i 2020 har jeg sat tæt på 2.500 løg. Fordi danske kvalitets tulipaner bare er en helt anden oplevelse end de gængse masseproducerede fra Holland. Og senere på året, ærteblomster – selvfølgelig ærteblomster, også kaldet Lathyrus – i de skønneste farver og dufte og så mange som jeg overhovedet kan få plads til i min lille skærehave.
 
 

At være blevet selvstændig er en kæmpe drøm der er gået i opfyldelse. Det er hårdt, intenst og vanvittig spændende! Jeg er taknemmelig for hver en kunde der krydser min vej – for det er jer der gør min drøm mulig

TAK

Luk menu